Til søs hele livetJeg har været til søs hele mit liv. Startede som fiskerdreng i Frederikshavn i 1963 senere blev det til sejlads over hele verden i den såkaldte "coasterflåde", hvor jeg sejlede som skibsfører i mange år.
Jeg har altid holdt meget af at skrive, det være sig dagbøger, sjove noveller og lignende. Af andre kreative ting har jeg en stor interesse for video, herunder redigering på pc. Også foto, der jo, i dag er digitalt, går jeg meget op i. Jeg læser meget, og meget forskelligt. Holder især meget af en god rejsebeskrivelse. For selv om jeg har fartet jorden rundt mange gange, er det ikke så forfærdelig meget jeg har set af de lande, jeg har besøgt. |
 |
Opvækst og videre i livet
 Undertegnede ca. 1952 Jeg er født i Frederikshavn i 1949. Født uden for ægteskab, som det jo hed dengang, når ens mor og far ikke var gift. Vokset op i en temmelig børnerig familie, med 13 halvsøskende, så der var liv i kludene i dette, selv efter datidens forhold, ret fattige hjem. Barndom og opvækst var til tider temmelig kaotisk. Min mor og stedfar blev gift da jeg var 3 år. Indtil da, boede min mor hjemme hos sine forældre, som så tog sig af mig. Min mor arbejdede som køkkenassistent på et af byen hoteller, både før, og efter jeg blev født. Efter sigende skulle det også være i den forbindelse, min mor traf min far. Ham har jeg aldrig kendt, men han skulle være sømand, hvis skib havde et kort værftsophold i byen. Men det var ikke kun hans skib, der blev dokket. Sømanden fik sig også en dokning, og resultatet måtte min mor så selv stå med. Jeg husker ikke meget fra den tid, men har fået fortalt at jeg allerede i en tidlig alder havde for vane at gå mine egne veje. Mine mors forældre boede i en stor lejlighed i en ombygget fabriksbygning. Frederikshavn arrest havde have op til lejlighedens stuevinduer. Om sommeren blev denne have vedligeholdt at de indsatte i arresten. Når min mormor skulle et ærinde i byen, og ikke havde nogle til at se efter mig, fik jeg en barnesele med en lang snor på, blev hejset ud af vinduet og ned i arrestens have. Jeg var tøjret med min sele, så jeg rendte ingen steder. Arrestanterne, som var på havearbejde, rendte heller ingen steder. Således gik det hele op i en større enhed, mormor havde fred til at gå sine ærinder, jeg hyggede mig med de indsatte som havde det helt fint med lidt selskab, og alle blev overvåget af den vagthavende arrestbetjent. Da min mor blev gift med min stedfar, flyttede vi på landet i en årrække. Boede forskellige steder i Nordjylland, bl.a. i Ilbro uden for Hjørring, hvor min stedfar arbejdede på det lokale teglværk. SkoletidenMin skoletid startede, da vi boede i Ilbro. Jeg startede i en lille landsbyskole i Tårs, hvor jeg skulle med bus frem og tilbage. Det blev dog kun til et par måneder. Vi flyttede til Frederikshavn, og jeg startede forfra i den nye skole der. Det første år var på Bangsbo Strand skole. Senere, og resten af min skoletid blev på Fladstrand skole, da vi flyttede nok engang. Jeg husker skoletiden som noget af en blandede fornøjelse. Det der i dag tales meget om, nemlig mobning, var i min tid et ganske udbredt fænomen. Og noget jeg i høj grad stiftede bekendtskab med. Dengang var det blot en del af visse skoleelevers hverdag, og sådan var det. Jeg vil ikke sige, at jeg ikke var interesseret i at gå i skole, for det var jeg. Jeg vil nærmere sige, at omstændighederne gjorde, at skolegangen for mig, ikke blev den helt store succes. Der var ligesom for mange udenoms faktorer, der kom til at præge resultat af skoletiden. Som lidt af en outsider, ham fra den fattige familie med de mange børn, måtte jeg jo selv tage kampen op mod den mobning, det medførte. Det resulterede i begyndelsen i meget få skolekammerater, og de få der var, var gerne børn af samme kaliber, som jeg selv. Vi holdt sammen mod børnene fra de ”bedrestillede familier”, som jo klart var i flertal. Det gav ansledning til mange slagsmål, som i starten gav mange nederlag. Men efterhånden som vi, der var i mindretal indså, at hvis vi ikke skulle ende med at være de evige tabere, så måtte vi selv udvikle en taktik der var bedre end ”fjendens”. Dermed opstod der et ubrydeligt sammenhold mellem os ”outsidere”, som dels bevirkede at vi efterhånden blev accepteret, måske endda til tider set op til, blandt vores ”bedrestillede” klassekammerater. Dels indså lærerne, at vi måske ikke var så tumpede, som de i første omgang havde fået indtryk af, og vi blev dermed en anerkendt del af den samlede klasse. Måske fik os ”outsidere” ikke den helt store boglige viden ud af vores skolegang, men vi fik til gengæld lært at kæmpe for vores rettigheder i en tidlig alder, og det er vel ikke den ringeste ballast man kan få med sig videre i livet! Lektielæsning var for mig en by i Rusland. Den slags bagateller havde jeg ikke tid til. Fra jeg var 8 år, havde jeg forskellige jobs ved siden af skolegangen. Først som avisbud, senere som købmandsbud, som blev udskiftet med en budplads i en herreekviperingsforretning, Boston Herremagasin, vel nok det budjob, jeg var mest glad for. Foruden at køre rundt med varer til kunderne, skulle jeg feje og rydde op i forretningen og skrædderiet efter lukketid. Af min løn fik jeg udbetalt halvdelen. Den anden halvdel gik til tøj til mig. Det tog bestyreren af forretningen sig af, og for første gang i mit liv var jeg rigtig velklædt, og det var en rigtig god fornemmelse. Dette arrangement er jeg bestyreren meget taknemlig for, det har betydet meget for mig gennem hele livet. På et tidspunkt arbejdede jeg på Fladstrand Mejeri. Det skulle dog vise sig, at være en for stor mundfuld for en skoleknægt. Så efter et halvt år, og flere påtaler for at falde i søvn i timerne i skolen, måtte jeg opgive. Dette arbejde startede med mælketur om morgenen, inden skolegang. Og udbringning af mejeriets produkter, til de forskellige mejeriudsalg om eftermiddagen. Denne udbringning foregik med en stor trehjulet varecykel med lad foran. Der var tungt arbejde, og ikke altid lige sikkert. Engang jeg skulle afsted med et læs mælk, smør og andre produkter til en af forretningerne, som lå i Tordenskjoldsgade gik det galt. |
I Tordenskjoldsgade, gik det ned af bakke, inden jeg skulle dreje
ind i gården ved forretningen, så der var kommet rigelig med fart på cyklen. Lige inden jeg skulle dreje, ville jeg bremse. Bremsekablet til de to forhjul, sprang under denne manøvre, og på grund af farten væltede cyklen i svinget. Så der lå jeg, omgivet af mælk og smadrede flasker, og en cykel der stod på højkant. Pigen, der passede forretningen, kom farende ud. Hun råbte, ”nu må du skynde dig at komme tilbage på mejeriet og hente ny forsyning, vi skal bruge mælken nu”, og væk var hun. Selv om jeg havde slået mig en del, fik jeg dog cyklen på ret køl, og gjorde som jeg havde fået besked på. Man var vel ikke en pivskid. Men da jeg kom tilbage med ny forsyning, denne gang på en ny cykel, fik jeg skideballe for ikke at have fejet glasskårene op. Jeg tænkte – KVINDER! De sidste par år af min skoletid, brugte jeg det meste af fritiden på havnen. Her var der altid til at finde på noget at lave. Især i sommerhalvåret var der masser af småjobs at få hos fiskerne. Det hændte også, at det blev til en pjækkedag fra skolen, og en tur på havet med en kutter i stedet. Så det resulterede i et ret beskedent afgangsbevis efter 7. skoleår, hvori der bl.a. står – Poul Eriks arbejdsindsats og flid i skolen var meget jævn, bl.a. fordi han havde erhvervsmæssigt arbejde, mens han gik i skole. Dog står der også, - han var absolut pålidelig og han havde en upåklagelig opførsel. Det sidste kan måske til en vis grad opveje det første, selv om det godt nok var både første, og eneste gang, den med upåklagelig opførsel, kom på tale. Videre af livets landevej Efter skolen, begyndte så mit sømandsliv. Den del af livet har jeg beskrevet under fanen – Sømandsliv -. Men selvfølgelig har der også været andre faktorer, der har spillet en rolle i mit liv. Jeg har flere gange, i kortere perioder prøvet at opholde mig, og arbejdet på landjorden. Det er dog aldrig blevet til noget permanent, da livet som sømand altid har haft den største tiltrækning. Jeg havde siden jeg stoppede i skolen, været på Nordsøfiskeri, prøvet at arbejde som arbejdsdreng. Været ude at sejle med coaster, på togt med havundersøgelsesskib tre gange, været ude at sejle med coaster nok engang, og stadig ikke rigtigt fundet ud af, hvad jeg ville med fremtiden. Mit første længere ophold på landjorden, var i 1967. Jeg var afmønstret fra en hyre i København i slutningen af april. Jeg var lige fyldt 18 år, det var forår, og jeg var forelsket. Pigen, der var skyld i dette, boede hos noget familie i Frederiksværk. Jeg havde været på søen et halvt år, og trængte til at slappe lidt af. Så jeg tog futteren til Frederiksværk, så kunne jeg altid finde ud af hvad jeg senere skulle foretage mig. Opholdet i Frederiksværk blev lidt længere end jeg havde regnet med. Da jeg ikke kunne bo hos pigen, indlogerede jeg på et lille hotel i byen. Jeg ville jo lige slappe lidt af sammen med pigen, inden jeg drog videre. I krostuen på hotellet faldt jeg i snak med nogle arbejdere fra stålvalseværket. De fortalte om deres arbejde, hvor godt det var, og hvor mange penge de tjente. Også, at der var mangel på arbejdskraft, så man kunne få arbejde med det samme. Jeg syntes det lød ret spændende, og efter et par dage sammen med pigen, mødte jeg op ude på stålværket og søgte arbejde. Jeg blev ansat med det samme. Jobbet var som valseoperatør, og efter nogle ugers oplæring, kunne jeg kalde mig valseoperatør. Jeg lejede et værelse hos en arbejdskollega, og faldt egentlig ret godt til. Kæresteriet holdt et par måneder, så blev pigen træt af det eventyr. Men der var mange unge piger i byen, så det var ikke noget problem. Men efter et år som ”stålværksbisse”, var jeg igen begyndt at tænke på søen. Jeg tog hjem til Frederikshavn, hvor jeg tog hyre på en fiskekutter og blev der til jeg skulle ind og aftjene min værnepligt ved marinen. Så, den 21. okt. 1969, stod jeg igen i Frederiksværk. Denne gang som værnepligtig på Søværnets Eksercerskole i Auderød. Efter et år i marinen, blev det igen fiskeriet der kaldte, men efter sommerens fiskeri var slut i 1971, tog jeg en hyre med en coaster et par måneder, for derefter igen at vende tilbage til fiskeriet. Jeg kunne ikke rigtig bestemme mig, om det skulle være fiskeri, eller coastersejlads, der skulle være min fremtid. Jeg besluttede mig for at tage en fiskeskippereksamen på Frederikshavn Skipperskole. Den kunne bruges inden for både fiskeri og coastersejlads. Midt i april 1973 bestod jeg Kystskippereksamen, og den 9. maj samme år mønstrede jeg ud som styrmand på coasteren Lone Krogh fra Frederikshavn. Så var beslutningen taget, jeg ville forsætte med coastersejlads. Efter et års tid, blev det dog til et halvt års fiskeri igen, men det var også sidste gang jeg kom ud at fiske. I marts 1977, bestod jeg Sætteskippereksamen af 2. grad på Frederikshavn Skipperskole. Og i juni 1979, bestod jeg Sætteskippereksamen af 1. grad på Københavns Navigationsskole. Indtil jeg stoppede med at sejle til søs i 2009, hvor jeg gik på efterløn, havde jeg to korte perioder i land, hvor jeg arbejde på stålvalseværket i Frederiksværk. Men hver gang blev trangen til søen for stærk, og jeg måtte ud igen. Livet som sømand, har været et godt liv. Det har ikke altid været en dans på roser, og har helt sikkert kostet på det personlige plan. Både ægteskab, perioder med depression og spiritusmisbrug, men jeg vil ikke have været det foruden. Nu kan jeg som pensionist, se tilbage på mange spændende og gode oplevelser rundt omkring i vores forunderlige verden. Jeg har tid til at slappe af og nyde livet, nu på helt andre præmisser, som helt bestem heller ikke er at kimse af.  Far og søn på slotsruinen, ca. 1980 |
